Når livet ser godt ud, men føles tomt

Måske kan du genkende noget af dette?

Jeg er ikke glad, selvom jeg burde have det godt. Jeg har et arbejde, tjener godt, bor godt, har en dejlig familie og gode venner.
Der må mangle noget.
Det er som om jeg er tilskuer til mit eget liv.
Hvad mærker jeg?
Lige nu, tomhed.

Måske er det ikke kun tomheden, der er svær. Det er også tanken om, at den ikke burde være der. For når så meget i livet er godt, burde jeg så ikke være glad?

Vi har forestillinger om, hvordan livet bør være. Vi bør være glade, raske, aktive og have styr på det hele. Vores børn bør trives, især når vi synes, vi har givet dem gode betingelser. Når disse forestillinger bliver krav, kan det blive svært at give plads til det, vi faktisk oplever: usikkerhed, tristhed eller følelsen af at stå ved siden af sit eget liv.

Man kan kalde det en idealverden. Jo mere den bliver målestokken, jo sværere kan det blive at være i sit eget liv. Man begynder at vurdere, om livet ser rigtigt ud, i stedet for at leve det. Det kan vise sig på flere måder:

• Man kigger på andres liv og mister kontakten til, hvad man selv ønsker.
• Kroppen bliver noget, der skal kontrolleres og optimeres, og dens signaler bliver svære at stole på.
• Man fungerer godt udadtil og er samtidig langt fra sig selv og andre.

Det kan opleves som fremmedgørelse: Man lever sit liv, men føler sig ikke rigtig hjemme i det.
Selv jagten på et »meningsfuldt liv« kan blive endnu et ideal, man føler sig utilstrækkelig over for. Derfor tager jeg i terapien udgangspunkt i livet, sådan som det faktisk opleves.

I psykoterapi giver jeg rum til at undersøge: Hvilke idealer lever du efter, hvad betyder de for dig, og hvordan påvirker de din kontakt med dig selv og andre? Nogle idealer udtrykker noget, du oprigtigt værdsætter; andre kan være blevet krav, du knap har opdaget, at du følger.